Gå direkte til indhold

Drengene skal ikke parkeres

Integration: To gange om ugen spiller 20 nyankomne flygtningebørn fodbold i hallen ved UC Syd.
20 drenge står på en lang række.

De er klædt i blåt, og de fem forreste har en bold ved foden. En træner sender et højt pift ud af sin orange fløjte, og den første dreng afleverer sin bold til en af de andre drenge. Han får bolden igen og skyder på mål. Målmanden parerer bolden med målmandshandsker, der er et par størrelser for store. Træneren fløjter igen, og den næste dreng træder frem.

Træneren er 40-årige Akram Albadri. Sammen med 23-årige Alush Alush træner han to gange om ugen de 20 drenge i fodbold i hallen ved UC Syd. Drengene er nyankomne flygtninge, og det samme er trænerne.

Danmarks Idrætsforbunds Get2Sport står bag projektet, og de har fokus på at få de unge flygtninge i gang.

- Det handler om, at de nyankomne flygtninge bliver sat i gang, så de får en forståelse af foreningslivet. De skal ikke bare parkeres hjemme, fortæller Mohamed Ajjawi fra Get2Sport.

De to trænere er selv flygtninge. Alush Alush ankom for halvandet år siden, mens Akram Albadri har været i landet i seks måneder.

Drengene støtter hinanden

Det var Alush, der sidste år fik idéen til fodbolden. Sammen med Mohamed Ajjawi stablede de projektet på benene, og træningen begyndte i november.

Alush er glad for, at han kan gøre noget godt for flygtningebørnene.

- Jeg føler rigtig meget med de nyankomne, især børnene. Jeg vil gerne give dem en bedre hverdag og give dem noget positivt. Det eneste, de kender, er skole og hjem. De ved ikke, hvordan de kommer ind i foreningerne. Det kan de lære her, hvor de deler erfaringer og støtter hinanden, siger Alush Alush.

En af fodbolddrengene er 13-årige Ahmed Arar. Han har været her i seks måneder. Med Mohamed Ajjawi som tolk fortæller Ahmed, hvor glad han er for at være i Danmark. Men han smiler stort og slår over i dansk, da han svarer på, om han godt kan lide at spille fodbold.

- Selvfølgelig!.

FAKTA

Fodbold for flygtninge

Drengene spiller fodbold to gange om ugen i hallen ved UC Syd. Til april er det planen, at træningen flytter udenfor.

Målet er at give de nyankomne flygtninge en aktivitet og introducere dem for foreningslivet.

På holdet er der plads til fem flygtninge, der har været i Danmark i længere tid. De skal hjælpe med sproget, så de nyankomne får fat i det danske, også i denne sammenhæng.

JydskeVestkysten Kolding, 12. februar 2016, Jonas Brønd Nielsen . Foto: Ludvig Dittmann

Information om cookies.

Accepter