|
”Verden har gennem mange år givet mig en
masse erfaringer, men alt hvad jeg ved om
moral og forpligtelser, skylder jeg sporten.”
(Albert Camus)
Helt i tråd med ånden i Camus´ erfaringer, er Get2sport en indsats som retter sig mod, at stimulere og optimere sportens muligheder for at give vanskeligt stillede børn og unge et bedre rodfæste i den lokale idræt. Sport er et fantastisk redskab til at få mennesker med vidt forskellig social, etnisk eller kulturel baggrund til at mødes. I idrætsforeningerne møder vi voksne, der indfører i en verden af leg, respekt, disciplin og stræbsomhed, og møder kammerater der kan blive til venner, samt en verden med et socialt netværk, der åbner for muligheder i forhold til fritid, job og uddannelse.
Danmarks Idræts-Forbund etablerede i 2005 Get2sport som en paraply for organisationens indsatser i en række af de mest udsatte boligområder i Danmark. Get2sport handler i det daglige primært om, at aflaste de frivillige ledere og trænere på en række af de mange sociale og kulturelle udfordringer, de møder i deres hverdag, samt selvfølgelig at introducere børnene og deres familier til de muligheder et aktivt foreningsliv rummer. Indsatsen foregår i dag i samarbejde med Integrationsministeriet og de 16 kommuner, hvor de Get2sport forefindes.
Rygraden i alle Get2sports projekter er lokale idrætsforeninger, som gennem flere år har haft fokus på integration af og støtte til vanskeligt stillede børn og unge. De enkelte indsatsområder er tilpasset den lokale virkelighed, med de muligheder og begrænsninger det medfører. På trods af de lokale forskelle er fælles fokus for alle vores indsatser:
En aflastende hånd til de frivillige
Vi har tilknyttet en aflastende medarbejder til alle vores deltagende foreninger. Det både aflaster og fastholder de mange frivillige ledere og trænere som i dag er aktive i arbejdet med at integrere vanskeligt stillede børn og unge i foreningslivet. Den aflastende medarbejder tager sig af de mange ekstra og tunge problemer, som uværgerligt er forbundet med at drive frivillig forening i de mest udsatte boligområder.
Støtte til den daglige drift
For drive en forening, må man have råd til den mest basale daglige drift, det vil sige til anskaffelse af rekvisitter, betalinger af gebyrer og muligheder for at komme til kamp og stævner. De økonomiske forudsætninger i ghettoerne afviger markant fra det, der må siges at være det normale. Så i alle områderne er der sat fokus på at få tilvejebragt en økonomi, der gør det muligt at drive en idrætsforening, på noget der ligner normale vilkår.
Kommunal involvering
Mange børn og unge af vanskeligt stillede forældre har problemer, som kræver en mere professionel omsorg end den de kan få i idrætsforeningerne, så i alle områderne er der etableret et tæt samarbejde med den pågældende kommune og mange af de socialarbejdere, der arbejder i ghettoområderne
Netværksdannelse
For at blive bedre til at drive idrætsforening under de betingelser som ghettoerne giver, er alle deltagere i Get2sport forpligtiget til, at både søge og dele erfaringer på tværs af idrætsklubber og kommunegrænser. På hjemmesiden get2sport.dk finder denne vidensdeling blandt andet sted. |